Lyver Apple om Safaris hastighed?

Apple har netop lanceret Safari-browseren i en PC-version og hastigheden skulle være en af de helt store årsager til at skifte til Apples egen browser. Wired har imidlertid foretaget benchmark-målinger, der siger noget andet.

Den 12. juni lancerede Apple en Windows-version af sin egen Mac-browser Safari.

Et af salgsargumenterne var hastighed: Ifølge Apples egne tal skulle Safari være 2 gange hurtigere end Internet Explorer 7 og 1.5 gange hurtigere end Mozillas Firefox til at generere HTML og JavaScript under Windows.

Det lyder jo alt sammen meget godt, men sandheden er måske en anden. Hos Wired har man foretaget en benchmark-måling, der viser, at Safari er langsommere end både Internet Explorer 7 og Firefox, når det gælder om at loade AJAX-applikationer, som består af – udover XML – HTML og ja, JavaScript.

Så hvor har Apple fået sine tal fra? Er tallene ikke andet end et marketingstunt. I så fald er det et dumt marketingstunt, for man kan vel regne ud, at der sidder folk derude, der vil efterprøve disse tal?

Går man ind på Apples side om MacOS X Leopard skriver Apple om Safari:

Now the world’s fastest, easiest-to-use web browser is available for Windows, too.

En smule arrogant, vil nogle måske mene.

Og vinderen af Wireds målinger? Det var såmen Firefox.

··· Læs kommentarer og kommentér selv indlægget på ing.dk/byteme ···

Der er lukket for kommentarer.