Arkiv for kategorien ‘Browsere’

Lyver Apple om Safaris hastighed?

onsdag, 13. juni 2007

Apple har netop lanceret Safari-browseren i en PC-version og hastigheden skulle være en af de helt store årsager til at skifte til Apples egen browser. Wired har imidlertid foretaget benchmark-målinger, der siger noget andet.

Den 12. juni lancerede Apple en Windows-version af sin egen Mac-browser Safari.

Et af salgsargumenterne var hastighed: Ifølge Apples egne tal skulle Safari være 2 gange hurtigere end Internet Explorer 7 og 1.5 gange hurtigere end Mozillas Firefox til at generere HTML og JavaScript under Windows.

Det lyder jo alt sammen meget godt, men sandheden er måske en anden. Hos Wired har man foretaget en benchmark-måling, der viser, at Safari er langsommere end både Internet Explorer 7 og Firefox, når det gælder om at loade AJAX-applikationer, som består af – udover XML – HTML og ja, JavaScript.

Så hvor har Apple fået sine tal fra? Er tallene ikke andet end et marketingstunt. I så fald er det et dumt marketingstunt, for man kan vel regne ud, at der sidder folk derude, der vil efterprøve disse tal?

Går man ind på Apples side om MacOS X Leopard skriver Apple om Safari:

Now the world’s fastest, easiest-to-use web browser is available for Windows, too.

En smule arrogant, vil nogle måske mene.

Og vinderen af Wireds målinger? Det var såmen Firefox.

··· Læs kommentarer og kommentér selv indlægget på ing.dk/byteme ···

Jeg er blevet et Flock-dyr

tirsdag, 12. juni 2007

Spørger du mig, hedder verdens bedste browser ikke længere Firefox, men Flock – og bygger på Firefox.

Dette indlæg skal ses lidt i forlængelse af Henriettes udmærkede indlæg om browsere: “Internet Explorer, Firefox, Opera - kært barn har mange navne“.

Jeg har brugt Firefox siden dengang, hvor den hed Firebird og Phoenix og har altid været glad for den.

Men nu tror jeg imidlertid, at jeg har fundet en værdig afløser – som godt nok baserer sig på Firefox, hvilket indtil videre har betydet, at den har slugt alle de Firefox-extensions, jeg har smidt i hovedet på den.

Browseren hedder Flock og er en såkaldt “socal browser”. Det vil sige, at den kommer med en indbygget forbindelse til sociale services, såsom Flickr, YouTube, blogtjenester og så videre. Det betyder, at det er nemmere at komme i kontakt med disse services, direkte fra browseren – for eksempel kan jeg nu uploade billeder til Flickr direkte i browseren.

Se Flickr-billeder i minibaren
Jeg er pt. med til at teste den kommende Flock 0.9 og en af de features, jeg allerbedst kan lide er minibaren, hvor man kan åbne “media streams”. Det vil sige, at hvis jeg fx ser et billede hos min ven Jeppe, som er hostet hos Flickr, så kan jeg ved at trykke på en knap, som kommer frem, når jeg bevæger musen over billedet få vist alle Jeppes Flickr-billeder i min minibar, som ligger mellem værktøjslinjen og tab-/fanebladslinjen.

Jeg kan også vælge “Blog this” hvorefter Flocks integrerede blog-poster dukker på med koden til billedet indsat. Ganske smart.

En anden ting som jeg bruger meget ved Flickr-billeder og Flock er “Share funktionen”, hvor jeg kan få den direkte adresse til billedet, i stedet for at jeg først skal åbne det på Flickr og derefter højreklikke på billedet for at få adressen på det.

Et klippebord til nettet
Flock har også et “Web clipboard”, som jeg nok mest af alt vil beskrive som en notesblok. Hvis du åbner dit web clipboard i venstre side af browseren, kan du trække tekst og billeder derud, efterhånden som du støder på det.

Hvis jeg fx ser noget interessant, som jeg vil blogge om senere, kan jeg trække det ud i web clipboard’et, hvor det så ligger og venter på mig.

I stedet for at beskrive alle funktionerne i Flock, vil jeg i stedet pege dig i retning af denne sammenligning af Flock 0.7 og 0.9 Beta og Flocks pressepakke (.zip | 12.7 megabytes).

Hvis du har mod på at prøve nogle af de nye features i Flock, kan du hente den seneste trunk af browseren. Bemærk dog, at der med meget meget stor sandsynlighed er ingen support på disse trunk builds.

Flock på Ing.dk
Jeg skrev en artikel i september 2005, da Flock første gang blev annonceret, og Kurt har også vist begejstring for Flock og har efterfølgende kaldt den “årets browser-overraskelse“.

Har du også prøvet Flock? Så skriv om dine oplevelser her. Har du ingen interesse i Flock, så skriv gerne hvorfor – og så skal jeg prøve at overbevise dig ;-)

··· Læs kommentarer og kommentér selv indlægget på ing.dk/byteme ···

Sådan fjerner du Snap i Firefox

fredag, 18. maj 2007

Er du også irriteret på de såkaldte Snap-popups, der popper op med en screenshot af en side, når du holder musen over et link? Så er der hjælp på vej til dig, såfremt du sidder i Firefox.

Der er mange mennesker, jeg aldrig lærer at forstå.

Et af dem er den person, der satte Snap Shots Plugin’et (tidligere Snap Preview Anywhere) i verden.

Det er et plugin, man kan installere på sin blog, og så kan man, når man holder musen over et link, se et preview af den side, linket peger på.

Men ak, det er overhovedet ikke gjort elegang. Previewet popper op uden advarsel og trænger ind i brugerens synsfelt og er lige så opmærksomhedskrævende som et barn, der lige har lært at cykle.

Men det, der undrer mig mest er ikke, at det popper op ud af ingenting, og at man ikke selv kan vælge at klikke på en knap og så se previewet.

Det jeg studser mest over er, at Snap – der er udviklet til blogs – alt for ofte er for langt bagefter med screenshots.

Hvad nytter det at se et screenshot af en blog, når previewet er mindst en uge gammelt? Og linker man til et nyt blogindlæg fortæller Snap (på en lige så irriterende måde), at der ikke er noget screenshot endnu.

Min ven Jeppe har tidligere tidligere harceleret over Snap, og nu kommer der hjælp til os og andre, der har fået nok af Snap.

Under overskriften “No more Snap.com previews in Firefox viser indehaveren af Cypherhackz, hvordan man kan få bugt med Snap.

Egentligt er det ganske simpelt:

  1. Installér AdBlock Plus i din Firefox
  2. Genstart Firefox og klik Tools –> AdBlock Plus
  3. Indtast “spa.snap.com/*” (stjernen tjener som et wildcard der udelukker alt fra adressen
  4. Genstart Firefox
  5. Surf happy, intet mere Snap :-)

··· Læs kommentarer og kommentér selv indlægget på ing.dk/byteme ···

Prøv Netscape 9-temaet på din Firefox

onsdag, 11. april 2007

Den kommende Netscape 9-browser er ikke ude endnu, men Netscape-folkene udsender nu temaet, så du kan prøve det på din Firefox, som Netscape bygger på.

Netscape-browseren 9 er annonceret og på vej — men endnu ikke ude.

Men som en lille forsmag udgiver Netscape temaet fra Netscape 9, så du kan se det på din Firefox, som er den browser, Netscape 9 (og 8′eren) bygger på.

Temaet er lavet af Andy Fraley. og du kan hente Netscape 9-temaet på den officielle Netscape-blog — og det virker, efter hvad Netscape selv skriver, til Windows og Mac.

Jeg har lige installeret temaet på min Firefox-nightly (Mozilla/5.0 (Windows; U; Windows NT 5.1; en-US; rv:1.9a4pre) Gecko/20070328 Minefield/3.0a4pre ID:2007032812 [cairo]) og der virker det tilsyneladende ganske fint.

Se screenshot af Firefox 3a4pre med Netscape 9-temaet.

··· Læs kommentarer og kommentér selv indlægget på ing.dk/byteme ···

Engelsk IE7 til XP Media Center

torsdag, 5. april 2007

Efter et tip fra en læser fik jeg installeret, en engelsk, Internet Explorer 7 på min Windows XP Media Center Edition.

Som jeg skrev i går havde jeg problemer med at få Internet Explorer 7 DK installeret på Windows XP Media Center Edition.

I går aftes sendte den årvågne læser Allan Jensen mig en mail med løsningen på mit problem.

“Kort fortalt - MCE er engelsk, og bliver dansk med en MUI.
IE7 kan kun installeres på OS basissproget, og localizes med en
(ikke-eksisterende) DK MUI til MCE.

Så hent den engelske IE7, installér den, og sæt dig og vent med hænderne
i skødet til MS får lavet en DK IE7 MUI til MCE”

Allan pegede mig desuden hen på denne Microsoft Knowledge Base-artikel.

Det lykkedes!
Så i dag forsøgte jeg mig så med at hente den engelsksprogede version af Internet Explorer 7, og efter jeg havde hentet og kørt det lille stykke software, der fortæller Microsoft, at min Windows er lovlig, gik installationen i gang og efter nogle minutters venten, så jeg dette:

Herefter skulle computeren genstartes, og nu er min Internet Explorer 7, på engelsk, klar til brug.

Så tak for hjælpen til Allan og til andre med samme problem: Den engelske IE7 installerer uden problemer på MCE.

Så må man jo bare se, om det på noget tidspunkt bliver muligt rent faktisk at bruge en dansk udgave af browseren på sit danske operativsystem.

Jeg kan ikke undgå at undre mig bare en smule over, at Microsoft gjorde så meget ud af at pushe deres XP Media Centers ud til forbrugerne, når man ikke engang kan installere en dansk version af Microsofts nyeste browser…

··· Læs kommentarer og kommentér selv indlægget på ing.dk/byteme ···

Ingen IE7 til XP Media Center?

onsdag, 4. april 2007

Kan det virkelig passe, at man ikke kan installere den danske Internet Explorer 7-browser på Microsofts eget Windows XP Media Center Edition-styresystem?

Da jeg fra tid til anden enten laver en hjemmeside eller sørger for, at mine sider og blogs stadig virker i de mest gængse browsere, har jeg endnu ikke installeret Microsofts seneste browser, Internet Explorer 7, på min bærbare computer, der kører Windows XP Media Center Edition (ikke at jeg kan se forskel på det og en almindelig XP…).

Men da jeg imidlertid fik et DLL-problem, takket være Microsofts seneste opdatering, der skal forhindre, at en anden bruger tager kontrol over min bærbare, og jeg læste et sted, at en opdatering af Interne Explorer KUNNE være løsningen, valgte jeg alligevel at forsøge mig med Microsofts lille ny.

Step 1: Download
Okay, så jeg går ind på Microsoft.dk og klikker mig frem til siden, hvor jeg kan hente Internet Explorer 7.

Nu fortæller den mig, at jeg er ved at hente version 1.5, men det er vist nok versionsnummeret på det lille stykke software, jeg skal hente for at bevise overfor Microsoft, at jeg nu også har været en god dreng og betalt de rigtige mennesker for mit styresystem.

Nå, jeg får hentet programmet, som giver mig et tal, jeg indtaster på Microsofts side.

Jeg bliver nu taget til en side, hvor jeg kan hente selve Internet Explorer 7. I en dropdown-boks kan jeg vælge styresystem, men jeg kan kun vælge Windows XP Service Pack 2. “De er jo så ens,” tænker jeg og henter programmet.

Efter kort tid (lækkert, Microsoft!) er IE7-setup-filen hentet ned til min computer.

Step 2: Installation
Jeg eksekverer filen med et godt gammeldags dobbeltklik. Den løber en masse filnavne igennem for mig, som den pakker ud i en temp-mappe, går jeg ud fra, og ser faktisk ud som om, den skal til at begynde installationen, da den så kommer op med en tarvelig popup-boks og fortæller mig følgende:

“Denne installation understøtter ikke operativsystemets nuværende sprog”.

Jeg klikker “OK” og boksen forsvinder sammen med Internet Explorer 7.

Jeg tjekker, at mit styresystem nu også taler dansk ligesom “IE7-WindowsXP-x86-dan.exe” gør, og her er ikke noget galt.

Jeg prøver at fedte lidt for Windows ved at hente filen med Internet Explorer 6, men det giver samme resultat.

Og så slår det mig: Internet Explorer 7 bliver jo også sendt ud som en opdatering via Windows/Microsoft Update, men den optræder ikke i min Update-service.

I stedet har jeg nu en mappe med navnet “de05f09209f81905aa4515e3fd2af8″ liggende på mit D-drev, og som indeholder en ikke-fungerende udgave af IE7 på godt 40 megabyte.

Har Microsoft simpelthen ikke udgivet nogen Internet Explorer 7 til deres eget Windows XP Media Center Edition-styresystem?

Hvis spørgsmålet er nej, så:

Hvorfor ikke?

Kommer IE7 til XP MCE?

Hvorfor kan IE7-installationen ikke fortælle mig det, så det giver mening — i stedet for at sige, at den ikke understøtter det nuværende sprog?

··· Læs kommentarer og kommentér selv indlægget på ing.dk/byteme ···

Netscape 9 til Windows, Mac og Linux

mandag, 5. februar 2007

Browserpioneren Netscape forsøger sig nu med en version 9. Denne gang får Mac- og Linux-folket også lov at være med. Men er der plads til Netscape?

En skræmmende lav markedsandel, efter at have domineret browsermarkedet i 90erne, skræmmer tilsyneladende ikke folkene hos Netscape fra at forsøge sig med Netscape 9.

Men hvor version 8, der kom i maj 2005, virker 9’eren også på Linux og Mac. Både 8 og 9 bygger på Mozilla Firefox.

Netscape har også forklaret, at man vil lave Netscape 9 “in-house”, i stedet for at gøre som med Netscape 8, der blev outsourcet til Mercurial Communications.

Derudover vil Netscape 9 også understøtte Live Bookmarks (Mozillas ord for feeds), samarbejde tæt med Netscape.com (der er blevet relaunchet som en Digg-klon) og den vil komme med en række extensions preinstalleret.

På den officielle Netscape-blog se et meget sparsomt screenshot af Netscape 9.

Netscape 9 er indtil videre sat til at komme i løbet af de næste måneder, indtil da vil der på Netscape-bloggen blive postet nyt om Netscape 9 hver tirsdag.

Men er der plads?
Personligt har jeg lidt svært ved at se, hvordan der atter skal blive plads til Netscape på det skærpede browsermarked.

Firefox har taget fat på den skare, der anvender alternativer til Internet Explorer, og jeg ser det som meget lidt sandsynligt, at de vil hoppe over til en browser, der baserer sig oven på den browser, de tidligere har brugt.

Det har tidligere givet problemer for Netscape at basere sig på Firefox-koden når det gælder opdateringer. Firefox-udvikleren Ben Goodger har tidligere påpeget risikoen ved at bruge en browser, der baserer sig på en anden browser.

Men måske kan Netscape få fat i den “almindelige” bruger, der bruger IE og ser Firefox som alt for nørdet.

Hvad tror du? Er der plads til Netscape? Og hvis Netscape får en stor markedsandel, bliver det så på bekostning af Internet Explorer eller Firefox?

Hvad siger andre bloggere om Netscape 9?

··· Læs kommentarer og kommentér selv indlægget på ing.dk/byteme ···

Microsoft arbejder på Internet Explorer 8

søndag, 14. januar 2007

Ifølge ActiveWin er Microsoft allerede nu gået i gang med at udvikle den næste version af browseren Internet Explorer. Det betyder, at der ikke bliver nogen service pack(s) til Internet Explorer 7.

Om ikke andet, så viser udviklingen på browsermarkedet, at innovationen dør, når der opstår monopol. Det stik modsatte er ved at ske nu, hvor Firefox og Opera har fået bidt sig godt fast.

Og således har røgen fra Microsofts lancering af Internet Explorer 7-browser næppe sænket sig, før det kommer frem, at softwaregiganten allerede nu er i gang med arbejdet på den næste version af browseren, Internet Explorer 8.t

Det er i hvert fald, hvad en Microsoft-person har fortalt ActiveWin.com.

At Microsoft allerede nu knokler med IE8 betyder blandt andet, at der ikke bliver nogen service pack(s) til IE7, der som nævnt næsten lige har set dagens lys.
Det sker samtidig med, at Mozilla-folkene så småt er gået i gang med udviklingen af Firefox 3.0. Der er altså lagt op til browserkrig for fulde drøn. Og hvor bliver det dog spændende at se, hvilke features, der dukker op i kampen!

Hvis du vil holde dig opdateret på, hvad der sker i udviklingen af Internet Explorer 8, så er InternetExplorer8.net det perfekte sted.

Ifølge ActiveWin er Internet Explorer 8 sat til at være ude om 18-24 måneder.

··· Læs kommentarer og kommentér selv indlægget på ing.dk/byteme ···

Spar penge og tid i Opera Mini

onsdag, 13. december 2006

Det virker nok banalt, men der er penge at spare og tid at vinde ved at slå billeder fra i Operas Java-browser til mobiltelefoner.

Når jeg bruger Opera Mini til at browse og maile, er det egentlig ikke for at sidde og kigge på billeder. Derudover tager billederne tid og koster penge, også selvom Opera Mini komprimerer dem.

Det kan virke åbenlyst, men først for nyligt tænkte jeg på, om man ikke kunne slå billedvisningen fra i Opera Mini. Og jo, det kan man da:

Vælg “Menu”, “Tools” og “Settings”. Og så er det bare at fjerne hakket i “Load images”. Piece of cake. Så nu fylder Ing.dk ikke længere 38 KB, men blot 7 KB, og fx Pol.dk går fra 88 KB til 14 KB. Noget der især kan mærkes på hastigheden.

Husk i øvrigt at opgradere til Opera Mini 3, hvis du ikke allerede har gjort det. En af de nye spændende ting er RSS, som man nu kan have med på farten.

··· Læs kommentarer og kommentér selv indlægget på ing.dk/byteme ···

Minefield og Gran Paradiso, hvem er hvem

tirsdag, 12. december 2006

Mozilla har netop sendt alfa 1-udgaven af Gran Paradiso, kodenavnet for Firefox 3, på gaden til testere og andre nysgerrige sjæle. Men hvad så Minefield så?

Den 8. december amerikansk tid præsentede Mozilla Gran Paradiso Alpha 1, der i løbet af 2007 bliver til Firefox 3.

Indtil videre er browseren kun målrettet udviklere, men i løbet af 2007 kommer der release candidates og så videre, som det nu plejer at være.

Den version af Firefox, som jeg bruger, hedder Minefield (Firefox 3a1), og jeg opdaterer hele tiden til den nyeste version, i Mozilla-sprog kaldet “en nightly“.

Men da Mozilla præsenterede Firefox 3 som “Gran Paradiso” spurgte jeg mig selv om, hvorfor min Firefox 3a1 stadig hedder “Minefield”. Derfor tænkte jeg, at jeg ville skrive dette blogindlæg til andre, der sidder med samme spørgsmål.

Hvad er så svaret?
Jeg gjorde, hvad jeg altid gør, når jeg mangler svar: Jeg gik til Oraklet.

Her fandt jeg denne korte trådSpreadFirefox:

By definition, Minefield is the name given to builds from the Firefox trunk.
An example of a branch is Bon Echo the project codename for Firefox2 and Gran Paradiso is the project codename for Firefox3.

Altså, Minefield er navnet på de builds, der bliver skabt ud fra Firefox-”trunken”, og Gran Paradise er altså en “branch”. Men hvad er så forskellen på trunk og branch (engelsk for “gren”)? Jo, det kan du læse her:

Q. What is the trunk?
A. The trunk is the central source code that is used for continuous and ongoing development. Trunk builds contain the very latest bleeding-edge changes and updates. However, the trunk can also be very unstable at times, so it’s good to ask around before using trunk builds.
Latest trunk builds: http://ftp.mozilla.org/pub/mozilla.org/firefox/nightly/latest-trunk/

Q. What is a branch?
A. Branches are “forks” in the code, split from the trunk and destined to become end-user releases. At conception, a branch contains everything that the trunk contains, but from that point onwards, only certain fixes or changes will be accepted. Therefore, over time, the branch becomes more stable.

I en tråd på et Mozilla-forum er forskellen på trunks og branches også beskrevet:

The trunk is an ever moving, ever evolving piece of work. When it’s at a relatively stable point (i.e. few bugs), they copy the trunk into a seperate project called a branch. The trunk keeps on moving and evolving, adding and fixing things, while the branch that was just cut off from the trunk is more stable and is honed and polished down to the point where it has as few bugs as possible, and is then released as a milestone version (…)

Så Minefield bliver altså ved med at hedde Minefield, da det er builds skabt fra trunken, mens Gran Paradiso er en såkaldt “branch”, der er en kopi af trunken fra et tidspunkt, hvor den var stabil, og som senere skal blive til en færdig browserversion.

Så kommer vi det vist ikke nærmere :-)

··· Læs kommentarer og kommentér selv indlægget på ing.dk/byteme ···