Afliv copyright på musik og video
onsdag, 14. marts 2007Lige nu ser vi de sidste febrilske forsøg fra de store og pengestærke corporations på at holde fast i deres copyright på musikken og diverse videoer. Men tiden og nettet er for længst løbet fra dem.
Nu faldt bomben så; Viacom sagsøger Google på grund af en lang række YouTube-videoer, der indeholder “copyright-beskyttet” materiale.
Men som jeg også lige hørte en eller anden ekspert sige på tv, så vil brugerne af YouTube ligger mere “copyright-stridigt” materiale op inden Google overhovedet er færdig med at fjerne det indhold, der er årsagen til sagsanlægget.
Derfor giver det, det er så min personlige holdning, ikke rigtig mening at tale om copyright på musik og videoklip længere, og slet ikke at sagsøge Google (YouTube) i denne sammenhæng for noget, som BRUGERNE af tjenesten uploader.
Det er lige så håbløst, som når RIAA og lignende sagsøger folkene bag fildelingsprogrammerne, fordi brugerne af disse programmer bruger dem til at dele, ja rigtigt gættet: “copyright-beskyttet materiale”.
Hvad bliver det næste? Skal vi så til at sagsøge våbenindustrien, hver gang der bliver begået et mord? Skal vi sagsøge amterne, når en bil bliver stjålet og tyven bruger amternes veje til at flygte med bilen?
Jeg tror ikke, jeg sidder med svaret, men tiden og internettet er for længst løbet fra hele copyright-begrebet indenfor videoer og musik. Måske er en licens-form i retning af Creative Commons svaret?
··· Læs kommentarer og kommentér selv indlægget på ing.dk/byteme ···