Arkiv for kategorien ‘Internet Explorer’

Internet Explorer 8-beta senere i år

tirsdag, 26. juni 2007

Rygterne vil, at Microsoft udsender en beta af Internet Explorer 8-browseren sammen med Service Pack 1 til Vista. IE8 skal eftersigende også understøtte Windows XP.

Ifølge The Hotfix udsender Microsoft senere i år en beta af den kommende Internet Explorer 8-browser.

Det menes, at betaen kommer sammen med Service Pack 1 til Windows Vista.

Da Windows XP er supporteret af Microsoft indtil april 2009, vil IE8 også kunne køre på Vista. Dog bliver det som med Internet Explorer 7, hvor der er en mere sikker udgave, som bruger Vistas features og en anden version, som kan køre på Windows XP med Service Pack 2 eller 3 installeret.

··· Læs kommentarer og kommentér selv indlægget på ing.dk/byteme ···

Lyver Apple om Safaris hastighed?

onsdag, 13. juni 2007

Apple har netop lanceret Safari-browseren i en PC-version og hastigheden skulle være en af de helt store årsager til at skifte til Apples egen browser. Wired har imidlertid foretaget benchmark-målinger, der siger noget andet.

Den 12. juni lancerede Apple en Windows-version af sin egen Mac-browser Safari.

Et af salgsargumenterne var hastighed: Ifølge Apples egne tal skulle Safari være 2 gange hurtigere end Internet Explorer 7 og 1.5 gange hurtigere end Mozillas Firefox til at generere HTML og JavaScript under Windows.

Det lyder jo alt sammen meget godt, men sandheden er måske en anden. Hos Wired har man foretaget en benchmark-måling, der viser, at Safari er langsommere end både Internet Explorer 7 og Firefox, når det gælder om at loade AJAX-applikationer, som består af – udover XML – HTML og ja, JavaScript.

Så hvor har Apple fået sine tal fra? Er tallene ikke andet end et marketingstunt. I så fald er det et dumt marketingstunt, for man kan vel regne ud, at der sidder folk derude, der vil efterprøve disse tal?

Går man ind på Apples side om MacOS X Leopard skriver Apple om Safari:

Now the world’s fastest, easiest-to-use web browser is available for Windows, too.

En smule arrogant, vil nogle måske mene.

Og vinderen af Wireds målinger? Det var såmen Firefox.

··· Læs kommentarer og kommentér selv indlægget på ing.dk/byteme ···

Netscape 9 til Windows, Mac og Linux

mandag, 5. februar 2007

Browserpioneren Netscape forsøger sig nu med en version 9. Denne gang får Mac- og Linux-folket også lov at være med. Men er der plads til Netscape?

En skræmmende lav markedsandel, efter at have domineret browsermarkedet i 90erne, skræmmer tilsyneladende ikke folkene hos Netscape fra at forsøge sig med Netscape 9.

Men hvor version 8, der kom i maj 2005, virker 9’eren også på Linux og Mac. Både 8 og 9 bygger på Mozilla Firefox.

Netscape har også forklaret, at man vil lave Netscape 9 “in-house”, i stedet for at gøre som med Netscape 8, der blev outsourcet til Mercurial Communications.

Derudover vil Netscape 9 også understøtte Live Bookmarks (Mozillas ord for feeds), samarbejde tæt med Netscape.com (der er blevet relaunchet som en Digg-klon) og den vil komme med en række extensions preinstalleret.

På den officielle Netscape-blog se et meget sparsomt screenshot af Netscape 9.

Netscape 9 er indtil videre sat til at komme i løbet af de næste måneder, indtil da vil der på Netscape-bloggen blive postet nyt om Netscape 9 hver tirsdag.

Men er der plads?
Personligt har jeg lidt svært ved at se, hvordan der atter skal blive plads til Netscape på det skærpede browsermarked.

Firefox har taget fat på den skare, der anvender alternativer til Internet Explorer, og jeg ser det som meget lidt sandsynligt, at de vil hoppe over til en browser, der baserer sig oven på den browser, de tidligere har brugt.

Det har tidligere givet problemer for Netscape at basere sig på Firefox-koden når det gælder opdateringer. Firefox-udvikleren Ben Goodger har tidligere påpeget risikoen ved at bruge en browser, der baserer sig på en anden browser.

Men måske kan Netscape få fat i den “almindelige” bruger, der bruger IE og ser Firefox som alt for nørdet.

Hvad tror du? Er der plads til Netscape? Og hvis Netscape får en stor markedsandel, bliver det så på bekostning af Internet Explorer eller Firefox?

Hvad siger andre bloggere om Netscape 9?

··· Læs kommentarer og kommentér selv indlægget på ing.dk/byteme ···

Nyt søgeplugin til Ing.dk

lørdag, 3. februar 2007

ByteMe præsenterer et Ing.dk-søgeplugin til din Firefox 2- eller Internet Explorer 7-browser.

Jeg har tidligere lavet et søgeplugin til Firefox, hvor man kan søge direkte i Ing.dk.

Men med lanceringen af Firefox 2 og Internet Explorer 7, er det sket det heldige, at begge browserproducenter er blevet enige om at benytte Amazon A9’s OpenSearch til søgeplugins i fremtiden.

Det betyder, at det altså er muligt at lave søgeplugins, der virker i begge browsere.

Derfor har jeg nu lavet et Ing.dk OpenSearch søgeplugin (sorteret efter dato), som du er velkommen til at bruge.

OpenSearch er egentlig blot en simpel XML-fil, som man så putter ind i browseren ved hjælp af JavaScript. Se XML-filen bag Ing.dk-plugin’et.

Lav dine egne plugins
Mozilla Developer Center har lavet en guide til OpenSearch.

Hos Microsoft kan du selv generere dit søgeplugin, men det virker vist kun i Internet Explorer 7, og du skal indsætte image-koden ind i XML-filen (Internet Explorer viser ikke billeder ved søgeplugins, men det gør Firefox).

Bemærk: Hvis det volder problemer at have “UFT-8″ som “InputEncoding” (det gjorde det fx med Ing.dk-plugin’et) så prøv at ændre det til “iso-8859-1″.

··· Læs kommentarer og kommentér selv indlægget på ing.dk/byteme ···

Microsoft arbejder på Internet Explorer 8

søndag, 14. januar 2007

Ifølge ActiveWin er Microsoft allerede nu gået i gang med at udvikle den næste version af browseren Internet Explorer. Det betyder, at der ikke bliver nogen service pack(s) til Internet Explorer 7.

Om ikke andet, så viser udviklingen på browsermarkedet, at innovationen dør, når der opstår monopol. Det stik modsatte er ved at ske nu, hvor Firefox og Opera har fået bidt sig godt fast.

Og således har røgen fra Microsofts lancering af Internet Explorer 7-browser næppe sænket sig, før det kommer frem, at softwaregiganten allerede nu er i gang med arbejdet på den næste version af browseren, Internet Explorer 8.t

Det er i hvert fald, hvad en Microsoft-person har fortalt ActiveWin.com.

At Microsoft allerede nu knokler med IE8 betyder blandt andet, at der ikke bliver nogen service pack(s) til IE7, der som nævnt næsten lige har set dagens lys.
Det sker samtidig med, at Mozilla-folkene så småt er gået i gang med udviklingen af Firefox 3.0. Der er altså lagt op til browserkrig for fulde drøn. Og hvor bliver det dog spændende at se, hvilke features, der dukker op i kampen!

Hvis du vil holde dig opdateret på, hvad der sker i udviklingen af Internet Explorer 8, så er InternetExplorer8.net det perfekte sted.

Ifølge ActiveWin er Internet Explorer 8 sat til at være ude om 18-24 måneder.

··· Læs kommentarer og kommentér selv indlægget på ing.dk/byteme ···

Kræver Sony Ericsson Internet Explorer?

tirsdag, 28. november 2006

Den seneste Sony Ericsson Update Service virker tilsyneladende kun, hvis man installerer Flash-afspilleren igennem Internet Explorer. Og så skal der ryddes op i Java-installationerne, før skidtet virker.

Da jeg er lidt “liderlig” efter hele tiden at have den seneste version af de forskellige softwareprogrammer, jeg er omgivet af i min hverdag, tjekker jeg også løbende efter opdateringer til min mobiltelefon, en Sony Ericsson W800i.

Men da jeg hentede den seneste version af opdateringssoftwaren startede programmet ikke — i stedet blev jeg præsenteret for et Java-fejlvindue med titlen “Fatal Error”.

Det skulle vise sig, at være lidt af et arbejde, at få Sony Ericsson-opdateringen til at virke.

Først lavede jeg en Google søgning og fandt frem til en forumtråd oprettet af andre brugere med samme problem.

Jeg slettede alle installationer af Java Runtime Environment (JRE) og Sony Ericsson Update Service (SEUS). Herefter installerede jeg JRE (version 5.0 Update 9) og derefter SEUS (version 2.6.11.7).

Nu slap jeg forbi Java-fejlboksen. Men her stoppede problemerne ikke.

Også problemer med Flash og Firefox
Nu blev jeg mødt af en fejlboks, der fortalte mig, at den version af Flash-afspilleren, jeg har installeret ikke er kompatibel med SEUS. Det kunne jeg ikke forstå, da jeg har Flash 9-playeren installeret.

Igen fandt jeg svaret i en forumtråd (jeg har desværre smidt URL’en væk, sorry!). Her havde en anden W800i-bruger præcis samme problem. En anden foreslog, at det kunne skyldes, at vedkommende havde Firefox som standardbrowser (hvilket jeg også har).

I stedet foreslog vedkommende, at folk med problemet besøgte denne Flash-installationsside med Microsofts Internet Explorer-browser.

Og det virkede! Introduktions-Flash-animationen gentog sig selv et par gange, og herefter startede opdateringsprogrammet.

Det lader altså til, at Sony Ericssons opdateringsprogram ligefrem kræver, at man har Internet Explorer installeret. Jeg skal ikke kunne sige, om SEUS i forvejen virker på Linux, men jeg synes i hvert fald, at det er et problem at IE er påkrævet, uanset hvad. Der findes jo også Windows-brugere (som måske også er W800i-brugere), der har fjernet Internet Explorer fra systemet.

Uanset hvad, så fik jeg det til at virke. At jeg så (efter at have taget batteri og pin-kort ud, sat batteriet ind igen, holdt “C”-tasten inde, sat datakablet i telefonen, sluppet “C”-tasten, ventet på at programmet startede og sluppet “C”-tasten) fandt ud af, at der slet ikke var nogen opdatering til min telefon, er en anden side af historien :-)

Men anyhow, hvis du sidder med en SEUS, der giver bøvl, så kan det være, du slås med nogle af de samme problemer. Nu ved du, hvordan du kommer udenom, såfremt du har IE installeret.

··· Læs kommentarer og kommentér selv indlægget på ing.dk/byteme ···

IE7 kommer 18. oktober

onsdag, 11. oktober 2006

Ifølge en e-mail fra sikkerhedsfirmaet CSIS er Microsofts nye browser Internet Explorer 7 på gaden den 18. oktober. Imens er Firefox 2 også på vej.

Så er det ved at være. Hadet og elsket, Internet Explorer 7 er snart på gade, som også Version2 skriver.

Ifølge det danske sikkerhedsfirma CSIS kommer browseren den 18. oktober, der er i hvert fald hvad firmaet skriver i deres e-mail nyhedsbrev. Jeg har imidlertid ikke umiddelbart fundet nogle kilder, der bekræfter denne dato.

Jeg kan ikke helt finde ud af, hvad jeg skal synes om installationsproceduren for IE7, der går ud på, at browseren følger med sammen med de automatiske opdateringer til Windows.

Men imens Internet Explorer 7 er på vej med så [ironi] cutting edge features som tabbed browsing og rss-feeds [/ironi], er Mozillas Firefox 2-browser også på vej.

Selvom jeg bruger Firefox langt mere end Internet Explorer, må jeg indrømme, at jeg så småt er begyndt at glæde mig til at se, hvad IE-holdet sender på gaden.

Men der skal noget til, for at Microsoft kan overtage rollen som den mest innovative på browsermarkedet. En titel som det nok må siges, at Mozilla og Opera deles om i øjeblikket.

Og nu vil jeg vende tilbage til mit netop indkøbte Trentemøller-album. Det må du ikke snyde dig selv for! :-)

··· Læs kommentarer og kommentér selv indlægget på ing.dk/byteme ···

Browserwars: Er der plads til Firefox?

mandag, 10. juli 2006

Inden længe er beta-udgaven af den kommende Firefox 2.0-browser fra Mozilla klar. Men er der plads til Firefox med den nye Internet Explorer 7?

Læs hele indlægget og kommentarer på ing.dk/byteme!

Ing.dk søgeplugin til Firefox

tirsdag, 27. juni 2006

Hvis du bruger Mozillas internetbrowser Firefox, eller overvejer at skifte til den, og søger meget på Ing.dk, så er dette læsning for dig. Men andre må også meget gerne kigge med :-)

Nu kan du nemlig søge på artikler og debatindlæg på Ing.dk uden først at skulle gå ind på Ing.dk, og klikke på søgefeltet og indtaste dine søgeord. Det kan du nu gøre direkte i Firefox.

Det sker ved hjælp af nogle simple søgeplugins, jeg har lavet til Firefox. Du kan installere dem ved at klikke på de følgende links:

Ing.dk søgeplugin til Firefox (sorteret efter dato)

Ing.dk søgeplugin til Firefox (sorteret efter relevans)

Installationen foregår via et lille JavaScript, og så er søgemaskinerne tilføjet til søgefeltet i Firefox’ øverste højre hjørne, der hvor Google er standard, og kan vælges i listen.

For at gøre det endnu hurtigere kan du springe direkte til søgefeltet ved at trykke CTRL+K i Firefox, holde ALT-tasten nede og taste pil og eller pil ned og enten vælge med piletasterne eller trykke på “i”-tasten for at springe til de to Ing.dk-plugins i listen.

IE7 og Firefox slår pjalterne sammen
Hvis du skulle have lyst til at lave dine egne plugins til Firefox, kan jeg oplyse, at Mozilla fra Firefox 2.0 og frem har valgt at benytte Amazon A9s OpenSeach-format, som blandt andet også bruges i den kommende version 7 af Microsofts Internet Explorer.

På den officielle Internet Explorer-blog har Microsoft postet et indlæg om, hvordan du selv kan lave dine egne søgeplugins til Internet Explorer 7.

Du kan også læse mere på det officielle OpenSearch-site.

Firefox 2.0 vil dog stadig understøtte de ældre søgeplugins, af den type, som de Ing.dk-plugins, du kan hente ved ovenstående links.

Mozilla har desuden lavet en samling af forskellige søgeplugins til Firefox.

Ing.dk-søgning, the old school way
Som en lille bonusinfo, har jeg fundet ud af, at en Kenn A. Thisted har lavet et Ing.dk søgeplugin til Firefox baseret på den gamle søgemaskine, før Google blev den del af Ing.dk. Det kan du hente her.

God søgning, allesammen!

··· Læs kommentarer og kommentér selv indlægget på ing.dk/byteme ···