Arkiv for kategorien ‘Journalistik’

Flere programmører på redaktionerne!

fredag, 22. juni 2007

Rob Curley, der mere eller mindre er en guru indenfor lokaljournalistik på nettet, talte i går på IT-Universitet, hvor en af hans tips var, at medierne skal ansætte programmører, gode programmører.

Der var fornemt besøg på IT-Universitetet i går, hvor Rob Curley, der er mastermind i lokaljournalistik på nettet, talte for journalister fra de danske mediehuse og studerende fra ITU, til et arrangment som var en realitet takket være de gode folk fra Update.

En af Curleys råd til de tilstedeværende var, at medierne skal ansætte gode programmører til at skrive den kode, der skal drive hele showet – og især databaser, som er noget, Curley er meget fascineret af og bruger meget i sit arbejde.

Da han gik nogle af sine tidligere projekter (samt et yderst spændende kommende projekt på Washington Post, som jeg desværre ikke kan skrive om) var det da også tydeligt, at mange af idéerne til de portaler, tema-sites, sportshjemmesider om børn og så videre havde haft en god portion deltagelse af programmørere, når det kom til idéudvikling.

Og det er noget, jeg tror, vi kommer til at se meget mere af herhjemme.

Altså at medierne selv ansætter programmører/udviklere til at skrive koden til de sites og services, man vil skabe. Og ikke mindst, at programmørerne ikke bare er nogle personer, som skal høre på journalisternes idéer om et site, men som på samme niveau som alle andre er med til at skabe, forme og videreudvikle sitet.

Og SÅ tror jeg, at vi kommer til at se nogle interessante journalistiske netprodukter og –services herhjemme.

Men det kræver, at medierne er parat til at ansætte andet end journalister og layoutere – og ikke lader sig nøjes med at have koden hos et udviklerhus ude i byen, hvor der kan være en god rum tid, fra én får en idé, til den rent faktisk er inkluderet i produktet.

Nogle få eksempler på Rob Curleys arbejde

··· Læs kommentarer og kommentér selv indlægget på ing.dk/byteme ···

Se den engelske Al Jazeera på YouTube

mandag, 16. april 2007

Hvad gør man, når man har en engelsksproget tv-station, som ingen i USA vil bruge kabelbredde på at udsende?

Den arabiske tv-station Al Jazeera, fra Qatar, har siden november 2005 haft en engelsksproget udgave, men det har været mere end svært at få det amerikanske kabel-tv-marked til at tage stationen til sig og udsende den landsdækkende i “Guds eget land”.

Nu rapporterer New York Times så, at Al Jazeera lancerer en engelsk kanal på YouTube.

Om indholdet på onlinekanalen skriver NYT:

The YouTube channel will run segments from such Al Jazeera English shows as “Frost Over the World” with David Frost; “Inside Iraq,” billed as a weekly debate program offering opinions from guests on Iraq; and “Riz Khan,” a former BBC and CNN journalist who now works for Al Jazeera, along with new material produced exclusively for the venture, like “Political Bytes” featuring the network’s United Nations correspondent, Mark Seddon. It plans to add 10 to 15 new clips each week.

Det ser i den grad spændende ud, og det bliver interessant at se, hvordan videosfæren tager imod Al Jazeera.

Besøg Al Jazeera English-kanalen på YouTube.

··· Læs kommentarer og kommentér selv indlægget på ing.dk/byteme ···

Politiken med tom Microsoft-historie

onsdag, 18. oktober 2006

Politiken lokker med en artikel om, hvorvidt Windows Vista bliver det sidste vi hører fra software-Microsoft. Men artiklen er blot et ufarligt interview med Microsoft-boss Steve Ballmer.

I dag gjorde jeg noget, forholdsvis, sjældent: jeg købte en avis, en vaskeægte gammeldags avis, trykt på papir. Avisen jeg købte, var Politiken, og det gjorde jeg fordi Politiken på sin internetavis havde reklameret for, at man kunne læse en artikel i den trykte avis om Microsofts fremtid.

Artiklen var nævnt som den øverste i listen over artikler fra den trykte avis, der bliver “flashet” på forsiden, yderst til højre.Der blev lokket med:

Krampetrækning.
Microsoft Vista kan blive softvarekæmpens sidste guldæg.

Det lød spændende, tænkte jeg. Så jeg røg fluks af sted og købte avisen. På forsiden var historien ikke nævnt, så jeg blev i tvivl om, hvorvidt det nu var avisen for i dag, de reklamerede for på internetsiden. Men jeg købte den alligevel.

På side 13, under erhverv, fandt jeg så historien. “Lakker Windows mod enden?” hed overskriften og underrubrikken lød: “Med flere års forsinkelse kommer Vista på markedet i januar. Det kan blive Microsofts sidste software-guldæg.”

Ufarlige spørgsmål
Som fast læser af The Economist glædede jeg mig nu til at læse en analyserede artikel af Microsofts fremtid efter Vista. At historien var skrevet af Steve Lohr fra New York Times gjorde, at jeg endnu mere troede på dén overbevisning.

Men ak, jeg tog fejl. For der var blot tale om et fuldstændig ufarligt interview med Microsofts topboss, Steve Ballmer. I interviewet prøver Lohr at komme ind på forsinkelsen af Vista, problemerne i Europa og Xbox. Men alt mislykkes, og Steve Ballmer kan alt for nemt undvige spørgsmålene. Spørgsmålene i artiklen er:

Hvilke erfaringer har I høstet efter arbejdet med Windows Vista? Det var jo ikke ligefrem meningen, at det skulle på markedet mere end fem år efter Windows XP.

Er Vista det sidste styresystem i denne it-æra? Det vil sige det sidste styresystem, der kan betragtes som et monolitisk software-produkt? Giver internettet ikke mulighed for et Windows ’a la carte’? Der findes jo allrede forskellige versioner af Windows til pc’er, mobiltelefoner og håndholdte. (Bemærk lige de tre spørgsmål i ét, og som prikkerne over i’erne i “dårlig journalistik” er alle spørgsmålene lukkede.)

Lad os tale lidt om Europa […] den tilsyneladende fortsatte strid – diskussionerne, straffeforanstaltningerne, bøderne – om, hvordan Microsoft designer Windows, hvilke funktioner styresystemet forsynes med. Er der en løsning på problemet? (Og i Ballmers svar snakker han pludselig om “Alta Vista”, mon ikke der skulle have stået Vista?)

Nu hvor Bill Gates stille og roligt er på vej ud af den daglige ledelse i Microsoft, hvad er så den største udfordring for dig? (Må næsten være et af drømmespørgsmålene for Ballmer.)

Flere af de områder, Microsoft satser på for at sikre fremtidig vækst – Xbox, Zune og reklamefinanseret websoftware og webtjenester, er på forbrugermarkedet. Hvordan tror du, forbrugerne oplever Microsoft? (til dette spørgsmål svarer Baller: »Alle vores undersøgelser viser, at folk synes, Microsoft er fantastisk.« Den sætning kan man have sin egen mening om, men uanset hvad, er det spøjst, at Ballmer fortsætter: »Da vi skulle finde et navn til Xbox, var der et stort hold mennesker, der gerne ville have Microsoft og/eller Windows til at stå tydeligt frem. De fik ikke deres vilje. Og det var et klogt valg. Ikke fordi Microsoft er dårligt. Men det ville ikke have fået den betydning, det skulle have, for målgruppen.« Måske er der nogen, der ikke er så glade for Microsoft, som deres undersøgelser viser?)

Hvor ser du de største forandringer i folks brug af software?

Man behøver næsten ikke læse Ballmers svar på spørgsmålene, for at se, hvordan artiklen er. Den lever i hvert fald ikke op til, hvad overskrift og underrubrik lover, og det er en skam, for det ville jeg hellere have læst end et interview med Ballmer om, hvordan han tror, fremtiden ser ud.

Jeg ved ikke, hvad Politiken har betalt for artiklen, men det må da være muligt at få en bedre Vista-historie for pengene?

··· Læs kommentarer og kommentér selv indlægget på ing.dk/byteme ···

Læs om Ing.dk-blogs i Fagpressen

mandag, 11. september 2006

Ingeniøren er rigt repræsenteret i det nye nummer af Fagpressen, der har et tema om nye medier, hvor du også kan læse om de blogs, du finder her på Ing.dk.

Kim Elmose, der snart forlader Ingeniøren til fordel for Politiken, skriver på sin blog, at blandt andre han og Kurt Westh Nielsen, tidligere it-journalist for Ingeniøren, samt Vibeke Hjortlund, der er chefredaktør for Ingeniørens kommende it-medier, er repræsenterede i det nye nummer af Fagpressen.

Læs Fagpressen fra september 2006. Bladet udgives af Dansk Fagpresse og temaet om de nye medier starter på side 12.

På side 17 fortæller Kim Elmose om det at have blogs på Ing.dk. Desværre har Fagpressen valgt at bruge den håbløs gamle og noget snævre og misvisende definition på blogs:

Blog kommer af ordet weblog. En log er en dagbog, og en weblog altså en dagbog på nettet.

Men rart at læse, at blogs’ne har givet mere trafik til Ing.dk ;-)

··· Læs kommentarer og kommentér selv indlægget på ing.dk/byteme ···