Arkiv for kategorien ‘Windows’

Crack Windows med Vista-DVD’en

søndag, 17. juni 2007

Kan det virkeligt passe, at man kan cracke forskellige versioner af Windows med Vista-DVD’en? Ja, åbenbart.

Finske Kimmo Rousku har gjort en interessant opdagelse. Det viser sig, at man kan cracke Windows ved hjælp af Windows Vista-DVD’en.

Ifølge Rousku kan man cracke Windows Vista/XP-arbejdsstationer og Windows 200x-servere.

De eneste krav er, udover en “bootable” (det vil sige, man kan starte computeren fra den) Windows Vista-DVD, at der er fysisk adgang til en computer.

Og så er det blot at starte computeren fra Vista-DVD’en. I stedet for at vælge at installere Windows XP, skal man vælge at man vil reparere computeren. Her vælger man så Vista kommando-prompten og voilá, så har man fuld adgang til harddisken på administratorniveau!

Kommandoprompten spørger nemlig ikke om brugernavn eller adgangskode, og det betyder, at alle kan få adgang. På sin side har Rousku også et proof-of-concept, hvor han viser, at man rent faktisk kan få adgang til filer, som det ellers kun er administratoren, der har adgang til.

Ifølge Rousku blev problemet indrapporteret til Microsofts finske afdeling omkring den 8. februar, hvor sårbarheden blev opdaget. Microsoft har endnu intet gjort, ifølge Rousku, for at informere brugerne om problemet.

Senere har Rousku tilføjet, at man faktisk blot kan hente Vista WAIK-softwaren (Windows Automated Installation Kit) og lave en WinPE-bootdisk, som eftersigende gør cracket endnu nemmere at gennemføre.

Hvad kan jeg gøre?
Som beskyttelse anbefaler Rousku, at du prøver at:

  • ændre opstartsrækkefølgen, så det ikke er muligt at starte computeren fra andre medier end harddisken
  • sætte et opstartskodeord fra din BIOS (hovedsagligt for hjemmecomputere)
  • bruger software til kryptering af harddisken, hvis det er muligt
  • kryptere filer og mapper ved brug af EFS, hvis ovenstående ikke er muligt

··· Læs kommentarer og kommentér selv indlægget på ing.dk/byteme ···

Engelsk IE7 til XP Media Center

torsdag, 5. april 2007

Efter et tip fra en læser fik jeg installeret, en engelsk, Internet Explorer 7 på min Windows XP Media Center Edition.

Som jeg skrev i går havde jeg problemer med at få Internet Explorer 7 DK installeret på Windows XP Media Center Edition.

I går aftes sendte den årvågne læser Allan Jensen mig en mail med løsningen på mit problem.

“Kort fortalt - MCE er engelsk, og bliver dansk med en MUI.
IE7 kan kun installeres på OS basissproget, og localizes med en
(ikke-eksisterende) DK MUI til MCE.

Så hent den engelske IE7, installér den, og sæt dig og vent med hænderne
i skødet til MS får lavet en DK IE7 MUI til MCE”

Allan pegede mig desuden hen på denne Microsoft Knowledge Base-artikel.

Det lykkedes!
Så i dag forsøgte jeg mig så med at hente den engelsksprogede version af Internet Explorer 7, og efter jeg havde hentet og kørt det lille stykke software, der fortæller Microsoft, at min Windows er lovlig, gik installationen i gang og efter nogle minutters venten, så jeg dette:

Herefter skulle computeren genstartes, og nu er min Internet Explorer 7, på engelsk, klar til brug.

Så tak for hjælpen til Allan og til andre med samme problem: Den engelske IE7 installerer uden problemer på MCE.

Så må man jo bare se, om det på noget tidspunkt bliver muligt rent faktisk at bruge en dansk udgave af browseren på sit danske operativsystem.

Jeg kan ikke undgå at undre mig bare en smule over, at Microsoft gjorde så meget ud af at pushe deres XP Media Centers ud til forbrugerne, når man ikke engang kan installere en dansk version af Microsofts nyeste browser…

··· Læs kommentarer og kommentér selv indlægget på ing.dk/byteme ···

Ingen IE7 til XP Media Center?

onsdag, 4. april 2007

Kan det virkelig passe, at man ikke kan installere den danske Internet Explorer 7-browser på Microsofts eget Windows XP Media Center Edition-styresystem?

Da jeg fra tid til anden enten laver en hjemmeside eller sørger for, at mine sider og blogs stadig virker i de mest gængse browsere, har jeg endnu ikke installeret Microsofts seneste browser, Internet Explorer 7, på min bærbare computer, der kører Windows XP Media Center Edition (ikke at jeg kan se forskel på det og en almindelig XP…).

Men da jeg imidlertid fik et DLL-problem, takket være Microsofts seneste opdatering, der skal forhindre, at en anden bruger tager kontrol over min bærbare, og jeg læste et sted, at en opdatering af Interne Explorer KUNNE være løsningen, valgte jeg alligevel at forsøge mig med Microsofts lille ny.

Step 1: Download
Okay, så jeg går ind på Microsoft.dk og klikker mig frem til siden, hvor jeg kan hente Internet Explorer 7.

Nu fortæller den mig, at jeg er ved at hente version 1.5, men det er vist nok versionsnummeret på det lille stykke software, jeg skal hente for at bevise overfor Microsoft, at jeg nu også har været en god dreng og betalt de rigtige mennesker for mit styresystem.

Nå, jeg får hentet programmet, som giver mig et tal, jeg indtaster på Microsofts side.

Jeg bliver nu taget til en side, hvor jeg kan hente selve Internet Explorer 7. I en dropdown-boks kan jeg vælge styresystem, men jeg kan kun vælge Windows XP Service Pack 2. “De er jo så ens,” tænker jeg og henter programmet.

Efter kort tid (lækkert, Microsoft!) er IE7-setup-filen hentet ned til min computer.

Step 2: Installation
Jeg eksekverer filen med et godt gammeldags dobbeltklik. Den løber en masse filnavne igennem for mig, som den pakker ud i en temp-mappe, går jeg ud fra, og ser faktisk ud som om, den skal til at begynde installationen, da den så kommer op med en tarvelig popup-boks og fortæller mig følgende:

“Denne installation understøtter ikke operativsystemets nuværende sprog”.

Jeg klikker “OK” og boksen forsvinder sammen med Internet Explorer 7.

Jeg tjekker, at mit styresystem nu også taler dansk ligesom “IE7-WindowsXP-x86-dan.exe” gør, og her er ikke noget galt.

Jeg prøver at fedte lidt for Windows ved at hente filen med Internet Explorer 6, men det giver samme resultat.

Og så slår det mig: Internet Explorer 7 bliver jo også sendt ud som en opdatering via Windows/Microsoft Update, men den optræder ikke i min Update-service.

I stedet har jeg nu en mappe med navnet “de05f09209f81905aa4515e3fd2af8″ liggende på mit D-drev, og som indeholder en ikke-fungerende udgave af IE7 på godt 40 megabyte.

Har Microsoft simpelthen ikke udgivet nogen Internet Explorer 7 til deres eget Windows XP Media Center Edition-styresystem?

Hvis spørgsmålet er nej, så:

Hvorfor ikke?

Kommer IE7 til XP MCE?

Hvorfor kan IE7-installationen ikke fortælle mig det, så det giver mening — i stedet for at sige, at den ikke understøtter det nuværende sprog?

··· Læs kommentarer og kommentér selv indlægget på ing.dk/byteme ···

Næste Windows i 2009 - køber du den?

mandag, 12. februar 2007

Windows Vistas afløser, der indtil videre bærer kodeordet “Vienna”, bliver nu af Microsoft sat til at være ude i slutningen af 2009. Meeeeeeeeeen…

Nu da Microsoft har sendt Windows Vista på markedet, afslører firmaet nu, at Vistas afløser, der indtil videre hedder “Vienna” kommer i slutningen af 2009.

Ben Fathi, der er chef for styresystemets kerne, fortæller til PC World om planerne, men han kan dog endnu ikke nævne nogle af de nye features.

Men hvis man kigger på historien, for eksempel Microsofts plan for lanceringen af Vista og den faktiske dato (der faldt fire år efter), er det nærliggende at tro, at Vienna ikke kommer i 2009.

Holder Microsoft stilen, kommer Vienna først i 2013.

Hvad tror du? Bliver Vienna (eller hvad det nu kommer til at hedde) lanceret i 2009 efter planen?

··· Læs kommentarer og kommentér selv indlægget på ing.dk/byteme ···

Kurt om Vista på TV2 News

mandag, 29. januar 2007

Ingeniørens tidligere it-journalist Kurt Westh Nielsen, nu teknologiredaktør på Computerworld, opfordrer danskerne til at vente med at opgradere til Windows Vista.

Tidligere it-journalist hos Ingeniøren og nu teknologiredaktør (han trækker selv lidt på smilebåndet, når han hører den jobtitel i indslaget) på Computerworld Kurt Westh Nielsen har netop været på TV2 News. Interviewet fortsætter 21.45.

Kurt fortæller om Microsofts nye styresystem, Windows Vista. I den bid jeg hørte, rådede han danskerne til at vente med at opgradere til Vista.

Hvis du læser dette i tide, kan du som nævnt se resten af interviewet klokken 21.45, og så vidt jeg ved kan du se TV2 News gratis på nettet lige nu, så du kan jo prøve at fange indslaget der.

··· Læs kommentarer og kommentér selv indlægget på ing.dk/byteme ···

Top 300 over gratis software

mandag, 8. januar 2007

Hvis du godt kan lide at bruge gratis software, bør du nok kigge på den liste over freeware til Windows, som winAddons.com har lavet.

Et af kriterierne når man vælger software er prisen. Allerhelst skal software jo være gratis.

Hvis du har problemer med at finde gode, gratis programmer (til Windows), så har winAddons.com lavet noget, du bliver glad for.

De har nemlig kompileret en liste over de 300 bedste freeware-programmer til Windows.

Listen er inddelt i kategorierne “Office”, “Archive managers”, “Internet”, “P2P”, “Chat”, “Security”, “Network”, “Servers”, “Audio”, “Video”, “Image”, “3D”, “Developers”, “CD/DVD”, “Codecs”, “System Utilities”, “UI Enhancements”, “Hardware monitoring/Benchmarking”, “Games”, “Education”, “Miscellaneous” og “Wallpapers”.

Listen inkluderer også open source-programmer. God fornøjelse :-)

Fundet via Winforums blog.

··· Læs kommentarer og kommentér selv indlægget på ing.dk/byteme ···

Er din PC klar til Vista?

onsdag, 8. november 2006

Microsoft har nu lavet et program, hvor du kan undersøge, om din PC kan trække Vista. Ifølge Microsoft kan programmet sågar også hjælpe med at vælge den rigtige udgave af Vista.

Går du med planer om at opgradere den kommende nye version af Windows, kaldet Vista, uden at være helt sikker på, om din PC kan trække læsset?

Microsoft har nu lavet et værktøj, som kan bruges til at undersøge, om din PC er “Vista ready”.

Programmet som fylder godt 6,5 megabyte kan ifølge Microsoft også udpege hvilken Vista-udgave, der vil være den rigtige for netop din maskine.

Desværre kan programmet ikke bare afvikles, men det skal først installeres på computeren. Efter installationen bliver man præsenteret for en velkomstskærm, hvor man trykker “Start scan”. Imens den scanner, hvilket tog lidt tid hos mig, kan man bladre igennem og se, hvad de forskellige Vista-udgaver har at byde på.

Resultatet:
Min PC, (1 gigabyte RAM, 2,16 GHz AMD Athlon med godt 150 gigabyte harddisk) får følgende resultat:

»Based on our scan of your system, Windows Vista Home Basic appears to be the best edition for you.«

Herefter listet fire tiltag i Windows Vista Home Basic, som skal overbevise mig om, hvor godt det er: Parental controls, Windows Photo Gallery, Windows Defender og Instant Search. Her er dog kun Instant Search, der appellerer bare en lille smule til mig. De andre ligner noget, der er målrettet familier.

Værktøjet lister også 12 programmer, som der kan blive bøvl med efter en opdatering. Her er listen:

  • NeroVision Express 2 SE (som skal afinstalleres inden opgradering, siger den)
  • PowerQuest Partition Magic 8.0 (8.1)
  • Microsoft Intellipoint 5.0 (5.0.174.0)
  • Diskeeper Professional Edition (8.0.458)
  • Microsoft IntelliType Pro 5.3 (5.3.606.0)
  • MSN Explorer
  • Zone Alarm
  • Microsoft SQL Server VSS Writer (9.0.1399.0)
  • Citrix ICA Client (9.200.44376.0)
  • HP PSC 2100 Series
  • Java(TM) 2 Platform Standard Edition 5.0 Update 7 (5.0.70.3)
  • Kaspersky Anti-Virus Personal (5.0.0.0)

Og der er også nogle “devices”, der kan give problemer, siger værktøjet:

  • hp deskjet 3320 series
  • M-Audio FW Audiophile (mit eksterne firewire lydkort)
  • Patin Couffin engine (hvad er det?)

Så nu har jeg fået svar på om, jeg kan opgradere til Vista, nu mangler jeg bare at få at vide, hvorfor jeg skal opgradere.

Har I tænkt jer at opgradere til Vista? Hvorfor/hvorfor ikke?

··· Læs kommentarer og kommentér selv indlægget på ing.dk/byteme ···

Politiken med tom Microsoft-historie

onsdag, 18. oktober 2006

Politiken lokker med en artikel om, hvorvidt Windows Vista bliver det sidste vi hører fra software-Microsoft. Men artiklen er blot et ufarligt interview med Microsoft-boss Steve Ballmer.

I dag gjorde jeg noget, forholdsvis, sjældent: jeg købte en avis, en vaskeægte gammeldags avis, trykt på papir. Avisen jeg købte, var Politiken, og det gjorde jeg fordi Politiken på sin internetavis havde reklameret for, at man kunne læse en artikel i den trykte avis om Microsofts fremtid.

Artiklen var nævnt som den øverste i listen over artikler fra den trykte avis, der bliver “flashet” på forsiden, yderst til højre.Der blev lokket med:

Krampetrækning.
Microsoft Vista kan blive softvarekæmpens sidste guldæg.

Det lød spændende, tænkte jeg. Så jeg røg fluks af sted og købte avisen. På forsiden var historien ikke nævnt, så jeg blev i tvivl om, hvorvidt det nu var avisen for i dag, de reklamerede for på internetsiden. Men jeg købte den alligevel.

På side 13, under erhverv, fandt jeg så historien. “Lakker Windows mod enden?” hed overskriften og underrubrikken lød: “Med flere års forsinkelse kommer Vista på markedet i januar. Det kan blive Microsofts sidste software-guldæg.”

Ufarlige spørgsmål
Som fast læser af The Economist glædede jeg mig nu til at læse en analyserede artikel af Microsofts fremtid efter Vista. At historien var skrevet af Steve Lohr fra New York Times gjorde, at jeg endnu mere troede på dén overbevisning.

Men ak, jeg tog fejl. For der var blot tale om et fuldstændig ufarligt interview med Microsofts topboss, Steve Ballmer. I interviewet prøver Lohr at komme ind på forsinkelsen af Vista, problemerne i Europa og Xbox. Men alt mislykkes, og Steve Ballmer kan alt for nemt undvige spørgsmålene. Spørgsmålene i artiklen er:

Hvilke erfaringer har I høstet efter arbejdet med Windows Vista? Det var jo ikke ligefrem meningen, at det skulle på markedet mere end fem år efter Windows XP.

Er Vista det sidste styresystem i denne it-æra? Det vil sige det sidste styresystem, der kan betragtes som et monolitisk software-produkt? Giver internettet ikke mulighed for et Windows ’a la carte’? Der findes jo allrede forskellige versioner af Windows til pc’er, mobiltelefoner og håndholdte. (Bemærk lige de tre spørgsmål i ét, og som prikkerne over i’erne i “dårlig journalistik” er alle spørgsmålene lukkede.)

Lad os tale lidt om Europa […] den tilsyneladende fortsatte strid – diskussionerne, straffeforanstaltningerne, bøderne – om, hvordan Microsoft designer Windows, hvilke funktioner styresystemet forsynes med. Er der en løsning på problemet? (Og i Ballmers svar snakker han pludselig om “Alta Vista”, mon ikke der skulle have stået Vista?)

Nu hvor Bill Gates stille og roligt er på vej ud af den daglige ledelse i Microsoft, hvad er så den største udfordring for dig? (Må næsten være et af drømmespørgsmålene for Ballmer.)

Flere af de områder, Microsoft satser på for at sikre fremtidig vækst – Xbox, Zune og reklamefinanseret websoftware og webtjenester, er på forbrugermarkedet. Hvordan tror du, forbrugerne oplever Microsoft? (til dette spørgsmål svarer Baller: »Alle vores undersøgelser viser, at folk synes, Microsoft er fantastisk.« Den sætning kan man have sin egen mening om, men uanset hvad, er det spøjst, at Ballmer fortsætter: »Da vi skulle finde et navn til Xbox, var der et stort hold mennesker, der gerne ville have Microsoft og/eller Windows til at stå tydeligt frem. De fik ikke deres vilje. Og det var et klogt valg. Ikke fordi Microsoft er dårligt. Men det ville ikke have fået den betydning, det skulle have, for målgruppen.« Måske er der nogen, der ikke er så glade for Microsoft, som deres undersøgelser viser?)

Hvor ser du de største forandringer i folks brug af software?

Man behøver næsten ikke læse Ballmers svar på spørgsmålene, for at se, hvordan artiklen er. Den lever i hvert fald ikke op til, hvad overskrift og underrubrik lover, og det er en skam, for det ville jeg hellere have læst end et interview med Ballmer om, hvordan han tror, fremtiden ser ud.

Jeg ved ikke, hvad Politiken har betalt for artiklen, men det må da være muligt at få en bedre Vista-historie for pengene?

··· Læs kommentarer og kommentér selv indlægget på ing.dk/byteme ···

Vista måske forsinket i Europa

torsdag, 7. september 2006

Microsofts kommende styresystem, Windows Vista, bliver muligvis forsinket i Europa. Det skyldes mulige problemer med den europæiske konkurrencelovgivning.

Ifølge eWeek kan Microsofts kommende styresystem, Windows Vista, der skal afløse Windows XP, blive forsinket i Europa.

Ifølge Microsoft selv skyldes det »possible issues with European competition law«.

Microsoft og EU Kommissionen har været en del igennem, især omkring konkurrencelovgivning, som du kan læse mere om her på Ing.dk.

»Once we receive the commission’s response, we will know whether the commission is seeking additional product design changes that will result in delay in Europe,« siger Guy Esnou, der er talsmand for Microsoft, til eWeek.

··· Læs kommentarer og kommentér selv indlægget på ing.dk/byteme ···

Afprøv Vista, hvis du er hurtig

tirsdag, 29. august 2006

Microsoft giver nu 100.000 brugere lov til at testkøre Windows Vista, det kommende styresystem, der skal afløse Windows XP.

I dag er åbenbart dagen, hvor der bliver åbnet for sluserne omkring Microsofts kommende styresystem, Windows Vista.

Tidligere blev prisstruktur og lanceringsdato for Vista offentliggjort, mere eller mindre officielt, og nu har ComON en artikel om, at Microsoft lader 100.000 brugere afprøve Windows Vista - ganske gratis!

Da der er sat et loft på 100.000 skal jeg ikke kunne love, at der stadig er nogle tilbage.

Men hvis du har lyst til at forsøge, er det her, det sker.

Det er et ISO-billede, som så skal brændes ud på en DVD. Filstørrelsen lyder på godt 2,7 gigabyte og versionen hedder Windows Vista Release Candidate 1 5536 (060821).

··· Læs kommentarer og kommentér selv indlægget på ing.dk/byteme ···